Add parallel Print Page Options

Kong Joram af Juda

16 Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. 17 Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. 18 Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. 19 Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

20 Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. 21 Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. 22 Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

23 Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. 24 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Read full chapter